På nettet har du få sekunder til at fange dine prospects’ opmærksomhed, og det gælder om at være direkte, præcis og relevant. Men det betyder på ingen måde, at du skal have så godt som ingen webtekst på dit site – tværtimod!
Tro mig, længden og mængden af tekst en webside eller et site skal indeholde, vil blive diskuteret så længe, der er noget, der hedder internettet. Jeg har selv været involveret i flere ophedede diskussioner med eksperter såvel som folk, der absolut ikke har nogen forstand på online mediet.
Der er tilsyneladende to lejre: de der ikke kan få det langt nok, og de der ikke kan få det kort nok. De amerikanske online copywriting-guruer er langt fra enige. Maria Veloso sværger til long form copy og skriver uden tøven 10 sider til et enkelt produkt, mens Jon Wuebben mener, at du aldrig skal skrive mere end 250 ord på en side.
Andre eksperter som Brian Clark har en mere pragmatisk holdning til det og siger kort og godt, at din webtekst skal være så lang, som den skal være for at opnå sit formål – det er jeg stor tilhænger af!
Der findes 1000 forskellige formål med en webtekst – det kan være en salgstekst, et blogindlæg en nyhedsartikel, en anmeldelse, en landing page en PPC-annonce – listen fortsætter i det uendelige, og længden afhænger fuldstændig af, hvad du vil opnå med teksten.
Skal du have folk til at downloade en gratis brochure, kræver det mindre overtalelse, end det gør at overbevise nogen om at købe et analyseprogram til mange tusinde dollars.
Ingen webtekst ingen synlighed
En af de største fejl er rent faktisk at have for korte webtekster og for lidt indhold på dit site eller din webside. Det er der to grunde til:
- Dine prospects har brug for tryghed i form af information, der får dem til at stole på, at det, du beder dem om at købe, rent faktisk vil opfylde deres behov. På nettet har du ikke en overbevisende sælger til at tale med dem, så det er dine ord, der skal sørge for det.
- Søgemaskinerne bedømmer relevansen af dit site på baggrund tekstindholdet. Ligningen er simpel: ingen tekst = ingen synlighed i søgemaskinerne.
Hvis ikke dine prospects får den information, de har brug for til at foretage den ønskede handling, kommer du ingen vegne! Du har 100% selv prøvet at lande på en webside, hvor du egentlig var interesseret i produktet, men på grund af at du ikke fik den rigtige information, valgte du den nærmeste konkurrent, der gav dig tilstrækkelig info.
Så for at svare på det indledende spørgsmål: ”Der findes ikke et endegyldigt svar, det kommer fuldstændig an på hvilken webtekst, du skriver, og hvad dit formål er.”
Hvis du sørger for altid at skrive præcise, modtagerfokuserede og frem for alt relevante tekster – og i øvrigt redigerer og trimmer med hård hånd – er du godt på vej mod den perfekte tekstlængde.
Var det her et godt indlæg? Du er velkommen til at skrive en kommentar. Du kan også melde dig til mit RSS-feed og få de nye artikler direkte ind på din browser.
