Hvad kan du som online tekstforfatter lære af et gammelt 70’er punkband, der bestod af 4 nørder, 3 akkorder og sort grydehår? Få svaret i dette blogindlæg.
”Hey Ho let’s Go!” og ”Gabba Gabba Hey!” er bare et par af de ikoniske kampråb, Ramones hurtigt blev kendt for, da de i 1974 indtog scenen på det snuskede spillested, CBGB’s, i New York.
Deres minimalistiske og aggressive motorsavsriffs var et tiltrængt spark i kuglerne på den selvfede rockindustri, der var præget af psykedeliske stoffer, excentrisk navlepilleri og lange instrumentalsoloer.
Joey, Dee Dee, Johnny og Tommy Ramone var opflasket på klassisk rock n’ roll og forstod ikke hvorfor, man pludselig skulle have en ph.d i musikteori for at starte et rockband.
Deres indgangsvinkel var en helt anden – at skille sig af med alt det overflødige og udelukkende fokusere på substansen. Numrene varede under to minutter, og hver eneste omkvæd var fængende og simpel nok til, at alle i publikum kunne synge med, selvom de aldrig havde hørt sangen før.
Gennem hele deres 22 år lange karriere mistede Ramones aldrig fokus på deres fans, og hver eneste gang de gik på scenen, var det for at give publikum en oplevelse for livet.
Kan du se, hvor jeg vil hen med det her?
Når du skriver til nettet, skal du have den samme indgangsvinkel til dine tekster, som Ramones havde til deres musik.
Du skal undgå metasprog og fokusere på substansen af det, du vil kommunikere til din modtager. Dine tekster skal skære ind til benet og være fængende og simple nok til, at dine modtagere kan relatere til dem med det samme.
Dine tekster skal være et spark i kuglerne på den selvfede og indspiste erhvervskommunikation, hvis egentlige formål er at få direktører og bestyrelsesmedlemmer til at klappe hinanden på ryggen.
Du skal skal altid fokusere på dit publikum. God online kommunikation står og falder med, at dine tekster går lige ind hos dine modtagere, lige med det samme – præcis som en Ramones-sang.
Var det her et godt indlæg? Du er velkommen til at skrive en kommentar. Du kan også melde dig til mit RSS-feed og få de nye artikler direkte ind på din browser.
God online kommunikation står og falder med, at dine tekster går lige ind hos dine modtagere lige med det samme – præcis som en Ramones-sang.
Der er ingen relaterede artikler.









Din indlæg her blev så også lige en anledning for indkøb af en Ramones CD i dag. 25 kr. for 30 fede numre, der tilsammen ikke varer ret meget mere end 1 time.
Sejt! Nu er Ramones jo også uden nogen tvivl verdenshistoriens bedste band! Det kan ikke diskuteres