Når du skriver webtekst, skal du imponere med dit budskab, og ikke hvor god du er til at jonglere med det danske sprog. Din webtekst behøver ikke at være kompleks, formel og højtidelig for at blive taget seriøst – tværtimod!
Den simple løsning er som regel den bedste, når du skriver webtekst, og du skal passe på med at lade trangen til at udfolde dig som tekstforfatter tage overhånd.
Bliver du for ”tekstforfatter-agtig”, kan du nemt komme til at ofre den simple og direkte tilgang til fordel for komplekse sætningskonstruktioner, akademiske formuleringer og højtideligt sprog.
Lad mig vise dig et eksempel:
”Online-Tekstforfatter er en blog, der henvender sig til internetentusiaster med smag for det skrevne ord i digital form. Online-Tekstforfatter.dk giver interesserede brugere mulighed for at lære praksisser, der kan være medvirkende til at påvirke besøgstal og ikke mindst omsætning i en positiv retning, hvorved kunder såvel som leverandører vil opleve en tilfredsstillelse af deres behov til gavn for alle parter.”
Det lyder jo meget fint og gennemtænkt – men hvor bliver gennemslagskraften af? Får du lyst til at følge bloggen? Har du forstået, hvad den handler om? Kan du overhovedet huske, hvad du læste for 2 sekunder siden?
Prøv nu at sammenligne med denne udgave:
”Alt på nettet handler om konvertering, og konverterting handler i bund og grund om at få folk til at gøre, det du vil have dem til at gøre. Nettet er et skriftligt medie, og i sidste ende er det dine skrevne ord, der får folk til at skride til handling. Derfor er det afgørende, at du forstår at udnytte den fulde effekt af disse ord – det lærer du ved at følge med i denne blog.”
Teksten er helt enkel og logisk bygget op. Der er ikke noget støj i form af indviklede sætninger eller fancy formuleringer, den er strippet for højtsvævende sprog og budskabet er krystalklart.
En god tekstforfatter forstår at levere sit budskab, så det lukker afstanden til modtageren. Når der går for meget tekstforfatter i den, og du begynder at bruge unaturligt sprog, som folk kun kender fra virksomhedskommunikation og salgsmateriale, skaber du i virkeligheden større afstand.
Det har taget mig lang tid at ryste den værste indoktrinerede “corporate speak” af mig, og jeg øver mig stadig i at skrive i et naturligt, enkelt og lettilgængeligt sprog, som folk kan relatere til – og min erfaring er, at det kan betale sig!
Var det her et godt indlæg? Du er velkommen til at skrive en kommentar. Du kan også melde dig til mit RSS-feed og få de nye artikler direkte ind på din browser.

{ 8 comments… read them below or add one }
For pokker da, det står så klart når man ser sådan to versioner side om side. Der er så meget fluff derude, derfor er det lækkert, når der bliver skåret ind til benet, som i dit andet eksempel.
Jeg er ved at læse “The Simplicity Shift” af Scott Jenson, en af Google’s designere. Han er fortaler for, ja, simplicitet. At turde være direkte. Han snakker om hvor svært det er, at få organisationer til at skære fra.
Din post fik mig til at tænke på om det samme gør sig gældende med web copy. Er organisationer bange for at være for direkte? På alt for mange hjemmesider føler jeg at de vil have mig til at gøre 20 forskellige ting – klik på dette banner, registrer dig, køb vores produkt, tip en ven, læs denne artikel… de tør ikke skære fra i deres tekst.
Dit (andet) teksteksempel viser en skriver, der ved præcis hvad han vil kommunikere. Og det er ikke 20 ting, men en: “hvad får du ud af denne blog”. Klart og tydeligt, sådan som det skal være.
P.S. +1 for det valgte foto
En god pointe som stort set alle ville kunne lære af – mig selv inklusiv. Det er jo ikke fordi man ikke nødvendigvis ved det, men kommunikation ER bare svært samt tidskrævende, med mindre man lige har det i kroppen. Så kan man selvfølgelig bare hyre en som dig
Det er en super god pointe Jens! Jeg tror faktisk også at mange er enormt bange for det simple, fordi de har en forestilling om, at det virker mindre seriøst. Men hvis folk bliver forvirrede eller ikke fatter, hvad du vil have dem til at gøre, er det under alle omstændigheder temmeligt useriøst…
Hunter blev nødt til at snige sig ind et eller andet sted på bloggen – han er jo trods alt min yndlingsforfatter
Ja, og det pudsige er, at det rent faktisk er meget nemmere at skrive corporate blah blah, end det er at formulere sig helt naturligt, enkelt og klart! Det kræver meget øvelse!
Jeg oplever det også hver dag i den akademiske verden, hvor folk nærmest sætter en ære i et højt LIX-tal. Sjovt nok har mange af disse mennesker blogs – de er bare ikke særligt velbesøgte
Hej igen… Blev så inspireret, at jeg blev nødt til lige at gennemløbe forsiden på hjemmesiden… Synes det var okay, men nu er det i hvert fald trimmet.
Tak igen for et godt indlæg.
Tak for kommentaren Steen! Jeg er super glad for, at du kunne finde noget inspiration her på bloggen!
Super godt eksempel Niels! Jeg har gået seks år på CBS – så jeg ved, lige hvad du mener